Det betød også at jeg ikke skulle starte forrest med i box 3, ca. omkring plads 100, hvilket passede meget godt rent tempomæssigt. Skoven viste sig fra sin bedste side. Sporet var helt tørt og ruten lagde op til at der skulle gives gas, og det blev der. Da starten gik, var det næsten som at ligge i et landevejsfelt. Der var mange mennesker og det var svært at komme frem.
Nu hvor det ikke var sejren der skulle køres om, var det svært at måle sin præstation. Skulle dog starte i samme startbox som Paw Sandal, og Peter Nielsen som jeg kæmpede med i motionsafdelingen af Slushcuppen. Så jeg forsøgte og holde øje med de to og sørger for at de ikke kom ud af syne.
Da der ikke blev taget billeder til Dustcuppen, er der her et billede fra Urban Slush. Til venste i den sort/lilla jersy er det Paw og i den hvide/blå jersy er det Peter. Det er mig i den røde :-)
Pludselig finder jeg en åbning i køkørselen og kommer forbi en 20 stykker, Yes, tænker jeg, nu ser jeg ikke mere til Paw og Peter. Mine MTB havde dog ikke haft alt for godt af at stå stille, og selv om jeg havde forsøgt at give den et eftersyn inden starten var der stadig nogle vitale ting som ikke spillede helt som det skulle. Det betød at første gang vi kom hen til en stejl bakke hvor cyklen skulle ned på lille klinge, så taber jeg kæden, og må af og løbe op. Det resulterer i at Paw smutter forbi igen. Får ham dog hentet og overhalet ham igen i løbet af de næste par km. Omgangen efter sker det gud hjælpe mig igen, og så er jeg lige ved at koge over…
Resten af løbet bliver jeg på den store og den midterste klinge, og lader min surhed komme til udtryk ved at mase den op overbakkerne i mellemste klinge.
Efter at jeg startede i start 2 skulle der kører i 75 min. plus omgangen færdig. Det er væsenlig mere end jeg kørte i vinters hvor løbene kun var 45 min. plus omgangen færdig. Kunne dog mærke at landevejstræningen, hvor man har mange timer i sadlen kom mig til gode hen mod slutningen af løbet. Jeg kunne holde farten højt og jeg kunne se at flere af de ryttere som jeg ellers havde ligget sammen med i starten af løbet begyndte at brænde ud. Det var en dejlig fornemmelse at kunne holde kæden stram hen mod slutningen, da det ikke kun siger noget om formen men også at jeg er blevet bedre til at disponere kræfterne, fedt!
Halvvejs ude på sidste omgang får jeg desværre et snakebite, en punktering hvor slangen bliver klemt mellem fælgen og en rod. Jeg bliver nød til at udgå, og må se til at Peter, og fem pladser længere tilbage, Paw kommer kørende forbi.
Det var lidt en skam at skulle udgå, men på den anden side er det heller ikke jordens undergang. Nu hvor man ligger og roder nede omkring nr. 100 samlet, så er det ikke så vigtigt…
Jeg vælge at se det fra den positive side. Jeg førte kampen i kampen mod mine ”gamle” konkurrenter, og jeg fik om ikke andet et super træningspas med høj intensivitet.
Næste udfordring bliver på landevejen på søndag hvor jeg skal ud og kører løb i Ringsted. Det glæder jeg mig til, og jeg følger at jeg har noget og bevise efter at jeg blev sat i søndags. Men jeg er fysisk klar, psykisk top motiveret, DMI lover moderat vind og op til 15 grader og jeg skal kører i mit ny indkøbte klubtøj! Alt kan ske…
Læs mere her på bloggen i morgen aften :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar